La San Bernardos historie den er fuld af tvivl og spekulation. Dens oprindelse er ukendt med sikkerhed, selvom de forskellige versioner forbinder fødslen af denne race til det gamle Rom, Grækenland og Schweiz. Vi ved sandsynligvis aldrig helt sikkert, hvor det kom fra, men de interessante legender, der omgiver det, er værd at vide.
En af de mest populære er den, der siger det dens oprindelse går tilbage til de gamle romerske hunde, kendt som molossi. Det siges, at der var to varianter af disse hunde, dem fra Illyria og Babylon, og at de blev ført af den romerske hær til Helvetia (Schweiz). Fra dem kommer ikke kun Saint Bernard, men også Berner Sennenhund og Større schweiziske Sennenhund.
I cirka 1.000 AD, disse hunde bosatte sig i de schweiziske alper, hvor de blev brugt til krigsopgaver, overvågning, hyrde, eftersøgning og redning. På det tidspunkt var de også kendt som Talhunds (dalehunde) eller Bahuerhunds (gårdshunde), og deres udseende lignede i stigende grad det fra nutidens Saint Bernard.
Figuren af Ærkediakon Bernardo de Mentón er nøglen i hele denne historie. I slutningen af det XNUMX. århundrede oprettede han et hospice i de schweiziske alper, der fungerede som et tilflugtssted for soldater og købmænd, og som i øjeblikket er et berømt turiststed i området. Det tog også ind og fodrede et stort antal hunde af denne race, som opfyldte vigtige beskyttelses- og arbejdsfunktioner. Derudover var de i stand til at registrere laviner og dermed redde hundreder af menneskers liv.
Derfor blev disse hunde kaldet "San Bernardo”. Det er værd at nævne Barry ("bjørn" på Berner-dialekt), den mest berømte hund på hospice, der reddede mere end 40 mennesker, og hvis krop stadig er bevaret i Natural History Museum i Bern. Han døde tragisk efter at have forvekslet sig med en ulv og efterlod sig utallige vellykkede søgemissioner. I dag er det en ægte legende forbundet med denne race.